Bookmark and Share
 

Hvidbog

Vores hvidbog belyser sammenhængene på et område, som typisk er genstand for spørgsmål og debat, og er udformet som en vejledning til vores Dojo Cho´s og klubledere samt elever. 

Det er første gang i TA´s historie at vi har dokumenteret og teoretiseret over så mange forskellige forhold som tidligere kun har været en indforstået overlevering fra generation til generation. Vi vil gerne understrege, at vores arbejde har været at få dokumenteret vores traditioner. De følgende tekster er ment som en vejledning, støtte og hjælp til dojoerne rundt om i landet.


Et historisk oprids

Bushido (Krigerens Vej) – Forhistorie

Historisk set fandtes der ikke kyu og dan gradueringer i traditionel Budo(kampkunst) i det feudale Japan hvor samurai klanerne herskede. (12. til 19. århundrede). Man brugte et system som hedder Menkyo Kaiden (menkyo: diplom; kaiden: overleveringssystem). Menkyo Kaiden systemet var baseret på diplomer som repræsenterede tre niveauer af kunnen inden for et kampkunstsystem, som blev tildelt eleven af sin Sensei, når denne Sensei mente at eleven havde nået det korrekte niveau. Det var op til eleven at træne på dedikeret og helhjertet vis, uden at tænke på at blive belønnet. Det var op til den pågældende Sensei at bedømme hvornår eleven havde tilegnet sig tilstrækkelig viden, teknik og modenhed for at kunne være berettiget til at få anerkendelsen. Det skal understreges at det absolut ikke kun var på et teknisk grundlag at eleven blev set an; eleven skulle vise en personlig og menneskelig udvikling også.

Go Jou

I Bushido har man et Konfucianistisk værdisæt som hedder Go Rin (5 dyder) også kaldet Go Jou ( 5 attituder): Jin, Gi, Rei, Chi, Shin

Jin: godhed; Gi: retskaffenhed, ære; Rei: korrekt opførsel; Chi: visdom, viden; Shin: ærlighed.

Det var disse dyder (plus andre så som Chuu: loyalitet; Meiyo: ære; Yuu: frygtløshed, med flere)som man forsøgte som Bushi (samurai) at leve sit liv efter, og som man som elev også skulle vise en udvikling i, under sin træning hos sin Sensei. Budo (kampkunst) skulle træne personen i Bushido, hvilket var udviklingen af hele mennesket – og ikke kun den fysiske og tekniske del af dette.

Dette er forhistorien - samurai tiden - men denne holdning i Budo er gældende den dag i dag, og skal tages med i vores moderne tids Aikido-træningsliv. Aikido er Budo – med dertilhørende værdisæt, og det er vores pligt som instruktører at det forbliver sådan. Forsvinder de spirituelle værdier så bliver Aikido til en sport i stedet for, og så har vi fjernet den indholdsmæssige styrke og værdi fra O-Sensei’s livsværk.

Masakatsu Agatsu

Aikido er en Budo form som adskiller sig fra mange andre former, i og med at konkurrence aspektet ikke findes indenfor Aikidoens tankesæt. Man siger at man kun konkurrer mod sig selv. ”Masakatsu Agatsu” var et af O-Senseis favorit udtryk, som angav en grundtanke i Aikido: Masakatsu betyder ”den korrekte sejr” og Agatsu ”sejren over sig selv (sit ego)”.

Graduering fra Kyu til Dan

Lige fra den første kyu graduering man går op til, skulle selve attituden vedrørende gradueringer gerne være på plads. Gradueringer er noget som den Sensei man træner under indstiller vedkommende til. En graduering er en konstatering af det niveau man befinder sig på i Aikido, og her skal man forstå, at dette ikke kun drejer sig om det tekniske. Aikido er til for at udvikle en person både i det fysiske såvel som i det åndelige - at arbejde på at blive et bedre menneske, og ikke kun fokusere på det tekniske.

I gradueringer vurderes vedkommende ud fra hvordan personen har udviklet sig selv i forhold til tidligere graduering (og siden sin start), og dette er baseret både på det tekniske såvel som det menneskelige. Man skal, som Aikido udøver, stræbe efter ikke at sammenligne sig selv med andre, men hele tiden arbejde på, at udvikle sig selv i forhold til sin egen formåen. Vi som instruktører skal også sørge for at forholde os til det enkelte individ når vi er i en gradueringssituation, og basere vores vurderinger på det enkeltes udvikling i forhold til sidste graduering.

Som instruktører er det vores pligt at undervise Aikido elever i Aikido på en måde hvor ikke kun det tekniske er i fokus. De menneskelige værdier (for eksempel Go Rin – Go Jo, Masakatsu Agatsu m.m.) skal også være en del af vores undervisning – og også eksemplificeres igennem vores egen opførsel.

Det er en udfordring til os som instruktører at sørge for at der ikke kommer for megen fokus på gradueringer, så der ikke begynder at opstå en konkurrence mentalitet hos vores elever, med for megen fokus på resultater. Vi må altid huske at Aikido er en traditionel japansk ”Do” form – en ”vej”, hvor det er ”vejen” til målet der er det primære, idet man i virkeligheden aldrig kan nå ”målet”.

Gradueringer er en fin måde for eleverne at blive udfordret på. De skal lære at have bedre overblik over deres teknikker og kunne udføre disse på egen hånd, foran andre mennesker. De skal lære at ”eje” teknikkerne selv, at internalisere den Aikido de lærer i dojoen. Men for megen fokus på gradueringer bliver let en potentiel negativ indflydelse, da deres træning herigennem kan blive for meget mål-orienteret og eleven kommer let til at sammenligne sig selv med andre.

Derfor er det meget vigtigt at vi som instruktører sørger for at finde den rette balance i vores daglige undervisning, hvor man sørger for at hjælpe eleverne med at forberede sig til de gradueringer de skal op til, men samtidigt hele tiden sørger for at holde fokus på, at Aikido er træning for livet; både med hensyn til den tekniske udvikling såvel som den personlige udvikling som Aikido gerne skulle lede hen imod.

Sensei/deshi (lærer/elev) - Sempai / kohai (senior/junior)

Aikido er en meget traditionel japansk disciplin, og i de japanske discipliner arbejder man med et vertikalt system – de mennesker som har trænet længere end man selv har (sempai/Sensei), er dem som skal tage sig pænt af dem som er under dem i systemet, og varetage ting, så som gradueringsanbefalinger.

Det strider i stor grad imod de japanske etikette former (og vel også de vestlige) at begynde at anbefale sig selv til gradueringer. Dette er selvisk, og selviskhed er et af de dårlige karaktertræk som man skal arbejde på at udviske igennem sin Aikido træning – ”Agatsu”. Det er elevens job at holde fokus på sin daglige træning og overlade alt som har med gradueringer til deres instruktører og Sensei.

Der findes en meget velkendt historie som ofte fortælles i Budo kredse, om en nystartede, overivrig elev som kommer til sin japanske mester og straks efter sin første træningstime spørger hvor lang tid det tager før han bliver gradueret sort bælte. Mesteren svarer: ”Ti år”. Eleven spørger ”Hvad med hvis jeg træner dobbelt så meget?” ”Tyve år!” lyder svaret fra mesteren. Ting tager tid; Budo træning er en proces som ikke kan fremskyndes.

En anden kendt historie er, når den overivrige elev spørger mesteren om, hvor lang tid det tager at få det sorte bælte. Mesteren svarer: ”Det tager den tid det tager at gå ned i butikken og købe det”. Værdien af graden kommer først i det øjeblik at ens overordnet mener at man fortjener den.

Aikido gradueringer i Danmark

Vi har et godt system i Aikido her i Danmark, med gode, dygtige instruktører, chefinstruktører og en bredtfavnende gradueringskomite med stærke kontakter til Japan og Aikikai Hombu Dojo. Vi har et meget højt niveau af Aikido udøvere her i landet. Vi er alle i gode hænder med hensyn til, at vores gradueringer bliver varetaget på bedste vis – på alle niveauer. Lad os alle arbejde på, at holde fokus på, at Aikido er noget der skal trænes for at nyde træningen, alt det gode den gør for en, fysisk såvel som åndeligt, og for at skabe de gode venskaber som Aikido også bringer med sig. Lad gradueringerne komme, når andre mener at man er parat til dem. På denne måde, så får de rigtigt mening. 

Takemusu Aikido Danmark 2016